We Digitize ApS har indgået aftale med Grodt Capital ApS om at erhverve 100% af aktiverne i Visibility.Group ApS, der er et af Danmarks største SEO bureauer, med speciale indenfor advertorials og link-building.
Købet sker efter et årelangt kendskab til hinanden i et marked i hastig vækst – som konkurrenter.
Begge parter har dog vidst, at volumen er alt afgørende for at kunne accelerere en forretning optimalt, så da muligheden opstod, gik det hurtigt med at nå til enighed.
Købet omfatter også datterselskabet Scriptomist ApS, der med et team af kompetente tekstforfattere, skaber tekster, der engagerer læserne verden over. Scriptomist leverer desuden professionelle oversættelser af tekster til en lang række sprog.
Købet sker kun fire måneder efter at Game Lounge købte majoriteten af We Digitize.
Ledelsen udtaler
”Med dette køb opnår vi en volumen, der sikrer, at kunderne altid tilbydes relevante websites til deres kampagner. Kunderne får overblikket over de mange websites ved direkte adgang til vores nye platform, der tillige gør det muligt at uploade advertorials på en af de mange websites, i en arbejdsgang. Platformen sikrer dermed også, at de mange publisher-websites, som vi samarbejder med, altid har vished om at få optimal eksponering.” – siger Martin Leo Mansikkamäki Jørgensen, grundlægger og koncerndirektør hos We Digitize ApS.
Visibility.group’s direktør Thomas Nørlund Feltendahl Kvist udtaler: ”De seneste år har vist, at markedet er inde i en meget positiv udvikling, og med den volumen og de kræfter vi nu har fået sammen med We Digitize, så bliver det en helt fantastisk rejse at skulle med på, hvor der virkelig kan trækkes fra.”
Fakta
We Digitize blev grundlagt i 2007 i Odense af Martin Leo Mansikkamäki Jørgensen, og har kontor på Vestergade 55, 1, 5000 Odense C.
Visibility.Group blev grundlagt i 2018 i København af Christian Soelberg Due og Thomas Nørlund Feltendahl Kvist, og har kontor på Store Regnegade 5, 2. tv., 1110 København K.
Til sammen har de to virksomheder mere end 30 ansatte og bliver et af Nordens absolut største SEO bureauer inden for diciplinen link-building og advertorials.